Vicki Enrum
Psykolog
Kerneområder: Terapi og rådgivning til voksne, unge og børn. Tilbyder specialpris til unge på 15-25 år og til studerende.
Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og autoriseret af Psykolognævnet. Siden 2020 har jeg arbejdet fuld tid som terapeut, og jeg har erfaring med at hjælpe børn, unge og voksne med mange forskellige problemstillinger – f.eks. angst, depression, selvværdsproblemer, stress, sorg, ADHD, autisme, vredesproblemer og relationelle problematikker.
Der kommer forholdsvist mange unge (13-30 år) i vores klinik. Ungdommen er en vigtig og udfordrende periode i livet og samtidig en periode, hvor man har muligheder for at udvikle sig og arbejde med sig selv. Jeg er selv (relativt) ung, og det oplever jeg kan gøre det nemmere at forstå hinanden.
Min terapeutiske tilgang består af forskningsmæssigt velfunderede metoder som kognitiv adfærdsterapi, ‘acceptance and commitment therapy’, og ‘compassion fokuseret terapi’. Disse tilgange lægger vægt på, at tanker og følelser hænger sammen, og at de nogle gange kan bremse os i at leve det liv, vi gerne vil leve. I terapien kan vi sammen finde frem til dine ønsker for hverdagen og livet, samt hvilke tanker, følelser og handlinger, som spænder ben. Du vil få redskaber til, hvordan du bedst håndterer disse tanker og følelser.
Læs mere om vores faglige tilgang her
Mit hovedfokus i terapien er, at du føler dig hørt og forstået, og at du får konkret og brugbar hjælp. Det kan føles grænseoverskridende at fortælle en fremmed om det, som er svært, og jeg vil altid gøre mig umage for at du føler dig tryg i samtalen med mig. Hvis du ikke lige ved, hvad du skal sige, så er det okay. Vi skal nok finde ud af det sammen. Som person er jeg meget nede på jorden, og jeg bestræber mig på altid at møde andre mennesker med empati og forståelse.
Alle er velkomne hos mig uanset køn, seksualitet, etnicitet eller religion. Der er ikke handikapadgang i klinikken, men der kan være mulighed for at jeg kan komme hjem til dig, eller vi kan tage samtalerne over video/telefon.
Ud over terapi til voksne, unge og børn, tilbyder jeg forældrerådgivning. Her kan forældre til børn/unge i mistrivsel få hjælp til at forstå de udfordringer barnet står i, og få hjælp til hvordan man bedst støtter sit barn. Hvis du søger terapi til et barn under 13 år, vil jeg gerne starte med at møde dig/jer forældre, så du/I kan fortælle om hvad du/I ønsker min hjælp til.
Har du spørgsmål?
Hvis du vil vide mere så tag gerne kontakt til os.