Marin Belt
Psykolog
Tilbyder specialpris til unge og voksne mellem 15 og 25 år
Kerneområder: Unge og unge voksne (13-35 år). Jeg kan blandt andet hjælpe, hvis du oplever angst, tristhed, stress, ensomhed, lavt selvværd, svære relationer, eller har oplevet noget traumatisk som påvirker dig i din dagligdag.
Mit navn er Marin Belt og jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet.
Jeg har særlig viden inden for terapeutisk arbejde med unge og unge voksne (13-35 år), og har erfaring med et bredt spekter af problematikker. Jeg kan blandt andet hjælpe, hvis du oplever angst, tristhed, stress, ensomhed, lavt selvværd, svære relationer, eller har oplevet noget traumatisk som påvirker dig i din dagligdag.
Der kan være mange grunde til at du ønsker at starte hos en psykolog; Måske har du overvejet det længe, blevet anbefalet at søge hjælp af nogen omkring dig, eller du kan have overvejelser om dit problem er stort nok til at søge hjælp for. Det kan også være svært at vide lige præcis hvad du ønsker hjælp til, noget jeg gerne vil undersøge sammen med dig. Det kan være du søger konkrete råd og vejledning ift. at håndtere dine udfordringer, eller måske har du mest brug for at få luft for de tanker der fylder, og få perspektiver fra en udenforstående. Uanset hvad din grund måtte være, vil jeg gøre mig umage for at forstå og møde dig i det som er svært, og støtte dig i retning af øget trivsel.
Da alle mennesker er forskellige, har jeg en fleksibel tilgang til terapi, hvor jeg tilpasser metode efter den enkelte person og problemstilling. Jeg finder inspiration i videnskabelige metoder som blandt andet kognitiv adfærdsterapi (KAT), acceptance and commitment therapy (ACT) og compassion fokuseret terapi (CFT). Disse tilgange vægter hvorledes vores tanker, følelser og handlinger gensidigt påvirker hinanden, og gør at vi nogle gange kan føle os fanget i negative mønstre der påvirker vores trivsel. I terapi vil vi undersøge hvilke tanker, følelser og strategier som står i vejen for at du kan leve de t liv som du ønsker at leve. Vi vil sammen finde frem til dine ønsker og mål, og du vil få redskaber til at forstå og håndtere de hindringer der er, for at kommer tættere på disse.
For mig er det vigtigt at skabe et trygt og tillidsfuldt terapeutisk rum, hvor unge og voksne, kan mærke og give udtryk for svære tanker og følelser. Jeg ved, at det kan være grænseoverskridende og sårbart at skulle åbne op om det der er svært, og det kræver mod at bede om hjælp. Det er derfor vigtigt for mig at møde mine klienter med nærvær, empati og omsorg, og give en oplevelse af at blive mødt, set og forstået.
Du er også meget velkommen til at skrive eller ringe til mig, Hvis du ønsker at høre mere om hvad jeg kan hjælpe med. Hvis jeg ikke svarer, sidder jeg nok i terapi, og vil vende tilbage til dig indenfor 24 timer.
Telefon: 42459631
Uddrag af udtalelser fra klienter:
“Jeg har følt mig tryg ved Marin siden første session. Det var min første psykologsamtale nogensinde og jeg var nervøs, men fandt hurtigt ud af at der var intet at være nervøs for. Hun er en meget omsorgsfuld og opmærksom person, der får en til at føle sig set og hørt. Jeg er så taknemmelig for mine timer med Marin.”
“Jeg kom til Marin med tanken om at skulle fixe mig selv, men hun lærte mig at accept i stedet var løsningen. Hun har givet mig en ro og en værktøjskasse til at tackle og acceptere mine problemer, hvilket har vist sig at være en langtidsholdbar løsning.
Som psykolog er Marin behagelig, nærværende, lyttende og uden forudindtagethed. Hun forstår balancen mellem hvad teorien siger og hvad det faktiske menneske der sidder overfor hende siger. Det er alt sammen noget jeg finder vigtigt, i opbyggelsen af en tillidsbaseret relation til sin psykolog.”
“Det er ikke altid lige nemt at gå til psykolog, da man skal arbejde med sig selv hele tiden. Marin præsenterede nye perspektiver og udfordrede mine egne, som gjorde, at jeg kunne se anderledes på nogle af de ting, jeg kæmpede med. Det kunne i øjeblikket være frustrerende, men har i det store billede været utrolig lærerigt og hjælpsomt.
Marin præsenterede mig for nogle forskellige teknikker, jeg kunne bruge i svære situationer. Det var ikke dem alle der virkede for mig, men så prøvede vi os frem med noget andet. Hun er opmærksom på, at der ikke er én løsning, som passer til alle. De teknikker som virkede dengang, er nogle jeg stadig bruger i min hverdag.”
“Marin er en meget dygtig og empatisk psykolog, som vores datter har haft et godt forløb hos. Hun har fået en større forståelse for sig selv, og tager flere hjælpsomme redskaber med sig derfra.”
“Jeg har haft et fantastisk forløb hos Marin, hvor jeg virkelig har følt mig tryg, hørt, og forstået. Selve forløbet har hjulpet mig virkelig meget og lært mig hvordan jeg skal håndtere mine udfordringer så de ikke fylder det hele i min hverdag.”