fbpx

Giv slip på angsten med EMDR

Risskov-afdeling PsykologHjælpen

Giv slip på angsten med EMDR

 EMDR-terapi er endnu ikke så udbredt i Danmark, men i USA er der allerede lang erfaring og forskning, der viser, at den har rigtig god effekt over for mange forskellige former for vanskeligheder. Mange i Danmark har nu også gjort sig gode erfaringer med denne lidt anderledes terapiform.

En klient, en kvinde i 40´erne, som har lidt af angst i mange år, fortæller mig, at hun har prøvet meget uden at få det bedre. Hun har f.eks. været i kognitiv gruppeterapi, og hun synes egentligt, at det var nogle fine redskaber hun fik, men hun følte ikke, at de gjorde nogen forskel i hendes hverdag. Hun har også været hos en psykiater og fået medicin, men heller ikke det kunne afhjælpe hendes angst. Hendes liv var stadig væk lige så styret af angsten, som det havde været i mange år, og hun blev derfor anbefalet at afprøve noget andet.

Hun er gift og har tre voksne børn. Siden børnene var små, har hun lidt af helbredsangst. Der skal ikke meget til: Et lille ukendt modermærke, susen for ørerne, lidt svimmelhed, så kommer katastrofetankerne om, at hun har en uhelbredelig sygdom, har kræft eller en hjernesvulst – og frygten for at dø. Angsten har bredt sig til også at handle om børnene. At de skal blive syge eller dø. Hvis hun ikke har hørt fra dem i nogle timer, er hun helt sikker på, at de er omkommet i en ulykke, ligger i havnen og er druknet eller forulykket på motorvejen.

I EMDR undersøger man først, hvornår man i sit liv ellers har oplevet følelser, som ligner dem, man er ramt af lige nu. Ofte dukker der ting op, som man ikke har tænkt på meget længe. Min klient fortæller, at hun, da hun var omkring 30 år, fik konstateret svære celleforandringer og skulle igennem nogle undersøgelser. På nogenlunde samme tidspunkt var hendes mand også igennem et langt sygdomsforløb, og hendes mor blev indlagt med mistanke om alvorlig sygdom. Hendes lille søn fik nogle symptomer, der gav anledning til, at han skulle hjernescannes, fordi man havde mistanke om en svulst. Ganske naturligt blev hun overvældet af en angst for, at nu skulle hun eller én af hendes nærmeste dø.

Alle disse sygdomsforløb endte godt.
Hverken hun eller hendes mand, søn eller mor viste sig at være alvorligt syge, og livet gik heldigvis videre. Så der var jo ikke noget at være bange for mere. Men på trods af det, begyndte hun at blive mere og mere bange og ængstelig. Hun havde fået et alvorligt chok, og hendes hjerne og krop kunne slet ikke følge med. 

Når man arbejder med EMDR, hjælper man hjernen meget målrettet på vej med at bearbejde tanker, følelser og kropssansninger, på samme måde som den selv helt naturligt bearbejder ting. Man forstærker også en positiv stemning eller følelse, hvor man føler sig tryg, sikker og godt tilpas. På den måde viser man hjernen, hvad det er for et spor, den skal lande i. Den skal stoppe med bare at overleve og tilbage til at leve.

I løbet af en dag får vi tusindvis af indtryk; sanseindtryk, informationer, oplevelser, tanker, følelser, som vores hjerne løbende bearbejder og sorterer i. Især når vi sover og drømmer, under det der kaldes REM-søvn, hvor vores øjne laver de karakteristiske, hurtige bevægelser. Forestil dig at hjernen sorterer og sætter de tusindvis af indtryk op på nogle hylder, så de ikke længere bare flyver rundt. Så fylder de mindre, de er lagret på rette sted, og de optager ikke længere plads i din bevidsthed. Indtryk, der ikke bliver bearbejdet og sat på plads, flagrer rundt, og kan pludselig poppe op helt ukontrolleret.

Hvis vi for eksempel udsættes for en voldsom oplevelse eller er under hårdt pres over længere tid, så kan vores hjerne og nervesystem blive overbelastet, og den voldsomme oplevelse forbliver ubearbejdet – den fryser så at sige.
Når en eller flere oplevelser er ubearbejdede, er det ikke os, der styrer dem, men dem der styrer os, og vi vil kunne opleve ubehag, som vi ikke kan håndtere og ofte ikke engang sætte ord på. Undertiden opleves det, som om det lige er sket eller måske endda sker her og nu, og så er hele kroppens nervesystem aktiveret og alarmeret, selv om det kan mange måneder eller år siden, det egentligt fandt sted. EMDR efterligner hjernens egen måde at bearbejde de oplevelser, som ligger til grund for angsten eller ubehaget. Derved sker der et reelt slip, hvor oplevelsen ender med bare at være en erindring, som man kan tænke på uden at opleve ubehag.

Min klient oplever, at angsten stille og roligt forsvinder i takt med, at vi hjælper hendes hjerne med at bearbejde de negative oplevelserne. Hun kan langt bedre nyde at være glad og rolig, og hun får en reel oplevelse af, at der jo ikke er noget at være bange for mere.

EMDR er også effektiv i forhold til problematikker som flyskræk, helbredsangst og præstationsangst, mobning eller chikane på arbejdspladsen, arbejds- eller trafikulykker, overfald, vold og misbrug. Mange får oplevelsen af at blive sat fri til igen at kunne leve deres liv på en måde, som ofte ikke har været mulig for dem i lang tid.

Tak fordi i læste med.

 

 

Del indlæg

Har du spørgsmål?

Brug vores kontaktformular til at skrive til os. Vi vender tilbage på henvendelser så hurtigt som muligt.

 

Del indlæg